Midt under husets ombygning nedkom hun med en datter. Hendes kræfter blev fuldstændig udtømte. Den to og tyveaarige Cornelia maatte holde sengen i to aar, og hendes tungsind tog overhaand.
Da hun omsider kom op af sygesengen, blev hun svanger for anden gang, og ved vaarens frembrud kom igjen en liden pige til verden.
Fru Goethe havde uden uro afventet denne begivenhed. Men istedetfor de gode efterretninger, som hun saa sikkert havde haabet paa, kom budskabet om, at hendes datter var død.[1]
Hun var dybt rystet. Den store sorg forværrede hendes mands tilstand; og paa Wolfgang virkede Cornelias død som et tordenslag.
«Min søsters død har berørt mig dobbelt smertelig, fordi den har overrasket mig i en saa lykkelig tid,» skrev han til sin moder.
Fru Goethe skrev til Lavater:
«Gud giver den trætte kraft, og den, som ingen kræfter har, giver Han stor styrke. Hvad Han lover, vil Han sikkert holde! – – Det kom saa helt uventet, lyn og torden kom samtidig. Kjære Lavater, – den stakkels moder har havt meget, meget at bære! Min mand har været syg i hele vinter; bare man slog i en dør, fór han sammen af skræk. Og denne mand maatte jeg bringe budskabet om, at hans datter var død, – hun, som han elskede over alt i verden! Jeg var sønderknust. Men tanken paa, at der ikke sker en ulykke i staden, uden at Herren sender den, holdt mig oppe, saa at jeg ikke aldeles laa under for min sorg.
- ↑ Den 8de juni 1777.
