markedet,» skrev hun til skuespiller Grossmann. «De kjender raadsherren saa godt, at De ved, hvor umulig han er. – Vær vis paa, at det gjør mig ondt, – gid jeg blot kunde hjælpe, som jeg vilde!»
Raadsherrens gjerrighed tog fuldstændig overhaand. Hans hustru maatte gjøre gjæld og anvende megen list for at holde huset paa passende fod, og hendes retlinjede natur led under dette.
Nogen tid efter sønnens afreise til Weimar blev den gamle rammet af et slagtilfælde. Visselig kom han sig; men fru Aja maatte fra nu af uafladelig opvarte ham og staa til hans tjeneste. Endnu beskjæftigede han sig med sit bibliotek; han gjennemsaa det og ærgrede sig, naar han ikke kunde finde alt det, han søgte. Hustruen maatte skrive til høire og venstre om smaasager, som han vilde have rede paa. – –
Fru Goethes svigersøn var ingen uelskværdig mand; men han var heller ikke let at leve sammen med. Cornelia manglede al forstaaelse for sin mands kraftige virkelyst, og han paa sin side havde liden forstaaelse for hendes nervøse følsomhed.
Han havde ikke passet ved hoffet i Karlsruhe, men han passede udmerket som amtmand i Emmendingen. Hans embedsbolig var stor, og den var omgivet af en deilig have. Han kjøbte huset af staten og byggede det om efter sin egen smag.
For en kraftig og virksom husmoder med god helbred vilde dette have været et herligt liv. Men Cornelia var svag, hun trængte at skaanes, og hun likte sig ikke paa det nye sted; Schlosser klager i sine breve over, at hun er bange for at gaa i kjøkken og kjelder og stænger sig inde for hvert vindpust.
