Goethe har sagt: «Breve hører til de vigtigste mindesmerker, som mennesker kan efterlade. I jo høiere grad den skrivende har levet i øieblikket, jo mindre en fremtid har foresvævet ham, desto vigtigere er disse blade for efterverdenen som blivende spor af en skjebne.»
Disse ord passer i særlig grad paa hans moder. I sine breve levede hun helt i øieblikket, hun udtalte sine følelser umiddelbart som til en tilstedeværende ven. Derfor kunde hendes søn sige om dem til Zelter, at man «i hver linje læser hendes karakter».
Fra Elisabeth Goethes barndom og ungdom er intet skriftligt opbevaret fra hendes haand. Af hendes breve til sønnen mangler over ti aar i rækken; thi Goethe brændte 1797 de breve, han havde modtaget mellem 1772 og 1792, og kun ved en tilfældighed er tre af hendes breve fra dette tidsrum bleven bevarede. Af hendes breve til venner og veninder er forholdsvis faa trængt frem til vore dage, og af breve til de mange stormænd, hun kom i berøring med, har man kun brudstyker.
Alligevel foreligger der over fire hundrede fra hendes haand, hvoraf de fleste i mere eller mindre grad giver et billede af hendes personlighed, og som er menneskelige dokumenter af høi rang. Hendes uudtømmelig gode humør, de træffende sammenligninger, den livlige
