skrivekløe, og da fandt hun det deiligt at sidde ved sit skrivebord.
Hun stod i brevveksling med høie og lave, med lærde og ulærde. Hver maaned ryddede hun op i sine skuffer. Naar hun saa, hvordan breve fra forskjellige personer laa fredelig side om side, lo hun høit, efter hvad hun selv fortæller.
Hendes breve er afpassede efter modtagerens forhold og aandsretning; hun sætter sig ind i de forskjelliges tankegang og finder med lethed malende udtryk og træffende lignelser.
Hun skriver, som hun taler, og bruger gjerne bibelsteder og ordsprog for at give sine udtalelser fynd og klem. Hun trøster, opmuntrer og viser sin store kjærlighed til menneskene, som hverken er guder eller helgener, men som efter hendes mening «dog fortjener at man elsker dem».
I Weimar ønskede man meget at lære fru Aja at kjende. Hertugen, Merck, Knebel, Herder og fremfor alt Goethe havde fortalt saa meget om hende, Lavater og lægen Zimmermann havde rost hende i saa høie toner i breve, at man med spænding imødesaa et personligt møde.
«Jeg maa for enhver pris lære Goethes moder at kjende,» skrev Wieland til Merck vaaren 1777.
En broget skare af skjønaander og markedsreisende gik fremdeles ud og ind i hendes hus.
Naar altfor store skarer indfandt sig samtidig, sagde hun: «Der kommer saa mange gjester, at jeg ikke faar tid til at pudse næsen.»
Hendes raad og understøttelse stod rede for alle.
«Min kasse er bleven aldeles tømt under
