Han fik sin skoledannelse under store savn, og det gik langsomt med hans forberedelse til embedsexamen; men han skrev et drama, som gjorde lykke.
Skjønt han mangfoldige aar var bleven understøttet af fru Goethe, lærte han hendes søn først at kjende to aar før hans afreise til Weimar. Han blev venlig modtaget, da han kom did; men det viste sig umulig for Goethe at skaffe ham et embede, og det kom til et fuldstændigt brud mellem dem.
Fru Aja slap ham ikke; paa hendes forbøn fandt ogsaa Klinger et midlertidigt tilflugtssted hos hendes svigersøn. Efter et eventyrligt liv kom han omsider til Rusland, hvor han blev general og kurator for universitetet i Dorpat. Som olding talte han endnu med begeistring om fru Goethes uendelige godhed. Nogle linjer fra hende besvarede han med følgende ord:
«Naar jeg fortæller Dem, at jeg tænker og føler som dengang, jeg var saa lykkelig at se og beundre og elske Dem, og at kun mit udseende er forandret, vil De med lethed forstaa, hvilken lykkelig dag Deres lille brev beredte mig.» –
Af ungdomsvennerne var Herder den eneste, som kom til Weimar efter opfordring af Goethe, og som blev der resten af sit liv.
Erkebiskopen var nylig død, det høieste geistlige embede stod ledigt. Paa Goethes anbefaling drev hertugen hans udnævnelse igjennem under den mest energiske modstand fra geistlighedens side.
Høsten 1776 flyttede Herder til Weimar som erkebiskop og øverste hofprædikant.
Hertugen hædrede ham, men gik ikke i kirken for at høre paa ham. Hertuginderne satte pris paa ham
