hertuginde gav ham reisepenge, og han søgte til flugt til fru Goethe, som beholdt ham hos sig og senere sendte ham til Schlossers: Kort efter blev han sindssyg. I sin nød henvendte Schlosser sig til fru Goethe, der atter var rede til at hjælpe. Hans fader var biskop i Lifland og havde store indtægter, men sendte ingen hjælp til sønnen. Forat han ikke helt skulde gaa tilgrunde, blev Merck og fru Aja enige om at give ham en aarlig understøttelse.[1]
Kort efter Lenz forsøgte Maximilian Klinger sin lykke i Weimar. Hans fader havde været konstabel i Frankfurt, men var død, da gutten var otte aar gammel.
Moderen havde maattet ernære sine børn, og fru Goethe havde taget sig varmt af hele familien. Baade Maximilian og hans søstre havde gaat ud og ind i hendes hus fra de var smaa, og de bevarede hele livet en dyb taknemmelighed mod hende.
«Du kan ikke forestille dig, hvilken storartet kvinde fru Goethe er, og hvor meget hun gjør for mig,» skrev Maximilian Klinger til en ven. «Hvormange timer har jeg ikke siddet fortrolig paa en stol hos hende, medens hun fortalte eventyr.»
- ↑ Fru Goethe skrev til Wieland (november 1777): «Det er høist uforsvarligt af Lenz's fader, at han lader sin søn i stikken paa denne maade, og at han opvarter hans venner med moralske supper og prækener. Det er ogsaa stygt af Lenz, at han foretrækker at dovne sig og ligge sine venner til byrde, fremfor at reise hjem til faderen. Men tiltrods for alt dette, er han en stakkel, og man kan ikke forlade ham. Merck og jeg vil hjertelig gjerne give ham et aarligt bidrag.»
Da Anna Amalie fik høre om dette, sendte hun en større sum til Lenz's broder, som studerede i Jena; hun foranledigede paa denne maade, at han omsider blev fulgt tilbage til sin fader.
