vakreste veir af verden. Jeg planter og gjør alle mulige ting, forat det skal blive vakkert til næste aar og glæde os i gode øieblikke. Idag har jeg ladt anlægge en ny gang, jeg har drevet paa arbeiderne. For en gangs skyld havde jeg ro; her var faa mennesker, og jeg har nu undertegnet de sidste dokumenter. Jeg vil kun med faa ord sige Dem, at jeg er saa tilfreds og lykkelig, som et menneske kan være.
Jeg er ikke netop trykket af forretninger, men desto mere plaget af det, som er grunden til alle forretninger: nemlig menneskenes vanvittige indfald, deres lidenskaber og daarskaber, svagheder og styrke. Men paa grund af alt dette faar jeg heldigvis ikke tid til at tænke paa mig selv. Og som fru Aja erindrer, var jeg utaalelig, da jeg ikke havde nogen plage; derfor er jeg reddet nu, da andre plager mig.
Forøvrig har jeg alt, hvad et menneske kan ønske. Alligevel er jeg ikke rolig; mennesket jager i det uendelige, indtil det har jaget til ende!
Lev vel, og skriv oftere til mig; thi jeg kan ikke skrive. Her sender jeg Dem en liden blomst, – forglemmigei.»
Da Goethes venner fik høre om den gunst, hvori han stod, skyndte flere af dem sig til Weimar. Den ene af brødrene Stolberg dukkede op og blev udnævnt til kammerherre. Omtrent samtidig kom digteren Lenz, som han kjendte fra Strassburg. Han havde været hos Schlossers og senere opsøgt fru Aja, som hadde modtaget ham paa det hjerteligste. I Weimar efterabede han Goethe og gjorde en mængde dumheder, der satte ministeren i stor forlegenhed. Hertugen kaldte ham: «Goethes abekat». Den unge
