Fru Aja var særdeles tilfreds. Faderens stolthed kjæmpede med hans ærgrelse over, at hans egne planer for hans fremtid var bleven krydsede.
Sønnen var ikke uden uro over, at hans forældre blev helt alene; i sine breve bad han gjentagne gange Merck om ikke at forlade dem.
Det vakte opsigt, at den unge, borgerlige digter havde faat sæde blandt hertugens raadgivere. Ministerpræsidenten erklærede, at han ikke vilde arbeide sammen med ham, men tog sin afskedsansøgning tilbage paa Anna Amalies indstændige opfordring. De øvrige ministre modarbeidede ham. Hans moder fik høre om de ondskabsfulde angreb, som han var gjenstand for. Hun skrev til hans ungdomsven Krespel:
«Disse mennesker forstaar ikke, at man kan have forstand, naar man ikke er adelig.»
De ældre medlemmer af regjeringen merkede snart, at den unge Goethe, som de kun kjendte som forfatter, var en statsmand af rang. Et stort virkefelt laa aabent for ham. De forskjellige grene af administrationen interesserede ham. Det lykkedes ham at formaa hertugen til at gjøre store besparelser ved hoffet, og paa alle omraader indførte han orden og punktlighed. Han forbedrede kommunikationerne, fremhjalp industrielle anlæg og viste stor interesse for universitetet i Jena og dets bibliotek. Paa sin trettiaarige fødselsdag blev han udnævnt til «virkelig geheimeraad», den høieste titel, som en borgerlig paa den tid kunde opnaa i Tyskland.
Den sjette november 1776 skrev han til sin moder:
«Jeg sidder endnu i min have; det er det
