bad han indtrængende sin moder om at anstrenge sig for at faa faderen til at hjælpe ham.
Den sjette mars 1776 skrev han til hende og Johanna Fahlmer:
«Jeg beder eder engang for alle om at tage forholdene med ro. Lad fader brygge sammen, hvad han har lyst til. Jeg kan ikke svare ham bestandig, ikke altid bortjage hans mørke tanker. Saa meget kan jeg sige: Jeg bliver her og har leiet en smuk leilighed. Men fader skylder mig udstyr og medgift. Dette maa moder søge at ordne paa sin maade; hun maa ikke være barnagtig!»
Henimod slutningen af mai kunde fru Goethe skrive til Maximilian Klinger:
«Doktoren er frisk og fornøiet i sit Weimar. Han er flyttet udenfor byen til et deiligt havehus, der tilhører hertugen. – Weimar maa være et farligt sted, som man ikke let kommer bort fra; alle bliver der! men naar folk liker sig der, saa Guds velsignelse over dem! – – –
Det er stor skade, at jeg ikke kan skrive et drama, – da skulde verden faa se rene vidundere! Det maatte være prosa; thi jeg er ingen ynder av vers. Men det har sin gode grund, – samme grund, som den politiske kandestøber havde til at hade latin.»
Goethes udnævnelse til minister bragte en afslutning paa de pinlige økonomiske vanskeligheder.
Hans udnævnelse fandt sted den 11te juni 1776. Han fik havehuset i foræring og tolvhundrede daler i aarlig gage.
«Nu maa moder ogsaa tænke paa sin egen kasse,» skrev han, «jeg har skaffet hende rasende udgifter.»
