Samtidig skrev han selv uafladelig efter penge. Fru Aja vilde gjerne give ham alt, men hans fordringer satte hende i stor forlegenhed. Hun eiede ingen egen formue; thi hendes moder levede endnu. Hendes mand blev mere og mere paaholden, og hendes bønner og overtalelser mødte den heftigste modstand. Omsider maatte hun skrive til Merck, som igjen sendte ham penge; han stod i livlig forbindelse baade med Weimar og Frankfurt, og var en trofast ven og raadgiver for moder og søn: Han tog helt og holdent parti mod faderen, som han betragtede som en gjerrig hustyran.
Den næsten sytti-aarige raadsherre var opfyldt af angst for, at hans søn skulde gaa tilgrunde i hoflivet, og han var vred og skuffet over, at hans ophold i Weimar blev forlænget gang paa gang. Hans hustru haabede, at opholdet vilde blive til glæde og lykke for ham; med moderlig forfængelighet fortalte hun, at han levede i Weimar som «en fyrstes broder og høire haand»
Goethe skrev til venner i Frankfurt:
«Det ender vel med, at jeg bliver her og spiller min rolle saa godt, som jeg kan, og saa længe, som det behager mig og skjebnen. Selv om det kun skulde blive et par aar, er det bedre end det uvirksomme liv derhjemme, hvor jeg intet kunde udrette tiltrods for al min arbeidslyst.»
Vaaren 1776 flyttede han til et havehus, som tilhørte hertugen, og hvor han blev boende seks aar. Det laa kun ti minutter fra byen, var omgivet af store trær, men var forfaldent. Han havde hverken møbler eller penge til at kjøbe møbler for. Atter
