Side:Gjessing - Den ældre Edda.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

8 VOLVENS SPAADOM

men under jord
en anden gól,
sodrød hane,
ved Hel’s sale.
43. Nu Garm høit gjør
for Gnipahulen,
festet slitner,
Fenre render!
Véd frasagn mangt,
frem jeg ser lengre:
magters, guders
grufulde fald!

44. Brødre vil brydes,
bane volde,
søsterbørn vil
slegtskab spilde;
ondt er paa jord,
utugt saa stor,
øxtid, sverdtid,
skjolde kløves,
vind tid, vargtid,
før verdens fald;
grunden gjaller,
gygre farer;
ingen mand da
anden skaaner.

45. Mims æt leger,
maalet varsles
ved gnyskarpe
Gjallarhornet;
høit blæser Heimdal,
hornet er løftet,
mæler Oden
ved Mim’s hoved.

46. Skjelver Yggdrasils
ask, den høie,
old-træ brager,
jotnen af baand gaar;
alle paa Helvei
angst omspender,
før Surts slegtning
opsluger den.

47. Nu Garm høit gjør
for Gnipahulen,
festet slitner,
Fenre render!
Véd frasagn mangt,
frem jeg ser lengre:
magters, guders
grufulde fald!

48. Hrym fra østen
ager skjolddekt,
Jormongand snor
i jotunharm sig,
orm slaar bølgen,
ørnen skriger,
flaar nebbleg lig,
«Naglfar» løsner.

48: Garm: Hel-hunden. 46, 5—8: Tvilsom. — 48: Hrym ɔ: Hrim-thursernes fører. Jormongand ɔ: Midgardsormen. Naglfar ɔ: Jotunskibet, som først løsner ved verdens undergang.