tid tilovers for sin datter; moren var hun, som sagt, ikke rigtig samstemt med, og de par intime veninder hun hadde, saa hun mestedelen av aaret litet til, tankeutvekslingen gik mest gjennem breve; en eller et par Kristianiaturer om aaret var den eneste avveksling.
Saa var hun da henvist til sine lange ensomme spaserturer — tilfots eller tilhest — omkring i bygden, eller til sit kjære kammer hvor hun utgjød sit hjerte i lange breve til den kjære Emilie Diriks eller sat bøiet over sine bøker — Claurens, Lafontaines, Kruses følelsesfulde romaner, hvortil senere kom Goethe, Schiller, de tyske romantikere og Heine, — og saa Mauritz Hansen naturligvis som var tysk romantik i norsk utgave. Et liv mere i drøm end i virkelighet, fuld av megen følsomhet og mange vage idealer. En sugende længsel ut i det ubekjendte, en høitspændt forventning om hvad livet gjemte i sit skjød for hende, hun taler i et av sine breve om hjertets «umaadelige fordringer», — sjælelig-erotisk moden til at falde den første værdige ridder om halsen, en bristefærdig knop, rede til at springe ut ved den første solstraale. Sytten aar gammel og skjøn som et eventyr.
Da var det hun traf Welhaven. Han og var en straalende skjønhet; selv den fantasirikeste roman-læserinde behøvde ikke at slaa av paa sine forventninger ved synet av ham. Det var især øinene. «Der ligger noget ubeskrivelig deilig i hans øine,» skriver hun. «Hans mund skal ikke være smuk; men jeg kan aldrig faa overbevist
