riske stilling kaldt etd for den første norske psykologiske roman. Denne betegnelse kan nok til en viss grad begrundes, men tilfredsstiller ikke helt. Den er for vag og kan ogsaa være misvisende. — «Psykologisk» er et vimset ord som kan bety saa altfor mange ting og ikke let lar sig tvinge ind under bestemte grænser. For det første kan man ingenlunde helt fraskrive vor tidligere roman — jeg tænker nærmest paa Mauritz Hansen — visse psykologiske bestræbelser, og paa den anden side blev jo «psykologisk roman» i senere tid et slagord som vendte sin braadd mot problemdigtningen, den psykologiske roman vilde være l’art pour l’art netop i motsætning til tendensromanen; hvad den tilstræbte var den rent sjælelige analyse uten bihensigter, det var forbudt digteren at ha en mening eller at bruke digterverket til noget; hvad der avgjorde digterverkets værdi var analysens sandhet og dybde og fremstillingens eller stilens skjønhet og eiendommelighet; en god hensigt, en smuk moral, en ædel sak var saa langt fra at være til gagn for kunsten, at det tvertimot maatte regnes for et betænkelig minus.
I denne betydning av ordet passer «psykologisk roman» absolut ikke paa «Amtmandens Døtre» som netop er en roman à these, — en tendensroman.
Fru Collett er den første norske problemdigter, «Amtmandens Døtre» er vor første tendensroman.
Herved og ved sine litterære egenskaper har den faat en stor, — etslags central betydning baade
