stakkars student, om han ikke kunde oldbulgarisk; men ellers var det netop hans styrke at han i saa høi grad evnet at indstille sig paa elevernes og lærebokens standpunkt, han begrænset i undervisningen til de forberedende prøver resigneret sin enorme viden til det nødvendige og fandt sig i at docere ting som kun var halvt eller relativt rigtige, fordi eleverne manglet forutsætninger til at tilegne sig det helt rigtige; med utrættet taalmodighet trak han dem efter sig trin for trin opover, og det skal være utrolig hvad han i løpet av tre stakkars semestre fik heldt ind i dem av græsk grammatik, græsk ordforraad og græsk aand. Men av meget større betydning var naturligvis de timer, hvori han meddelte sig til de faa, videnskabelig anlagte studerende som søkte ham i hans egen forskning; de var jo aldrig mere end én eller i det høieste to-tre av gangen, og han kjendte dem paa en prik, hvad de visste og hvad de evnet, og han drev dem stadig til grænsen av deres muligheter, men aldrig over grænsen. En av hans mest fremragende elever fortæller at han efter en times arbeide hos Torp kunde føle sig ganske utmattet av anspændthet for at følge med og for ikke at blamere sig. Disse timer var arnestedet for en forskerglød som aldrig sluknet, og som forplantet sig til de unge som nok vil vite at holde den vedlike.
Torp var ikke bare sine elevers lærer, men blev ogsaa deres ven; det berodde ikke bare paa deres taknemmelighet for den videnskabelige berikelse han skjænket dem, men endnu mere paa
