Efter den tid hørte det til dagens orden at Ossian i skumringen sat op spilte for sin mor og sine yngre søskende. Han var idethele en usedvanlig hyggelig bror, fru Lammers fortæller at hun fra sin tidlige barndom kan huske at Ossian en tidlang hver eftermiddag naar han var færdig med sit arbeide, kom ind i barneværelset til de smaa og fortalte dem eventyr, — det var især Tusen og én nat som gav stoffet, én nat hver dag fik de, og de ventet altid med spænding paa den time han skulde komme og gi dem fortsættelsen av Scheherazades mange vidunderlige historier. Og om søndagen gik han lange turer med dem, — til Frognersæteren, rundt Sognsvandet og til Maridalen, og fortalte dem av alt det han visste, og lærte dem at se det som vakkert var.
Felen fulgte Ossian i mange aar; da han i syttiaarene var paa Atlanterhavsekspeditionen, og naar «Vøringen» hoppet slik i sjøen at det var uraad med mikroskopet, hørte hans reisekamerater ofte at det klunket indefra Ossians lugar; der sat han og betrodde sine privatfølelser til sit instrument. Men nu er det længe siden. Da jeg forleden dag bad om lov til at faa ta to billeder av ham, ett ved mikroskopet, og ett med felen, svarte han: «Ja med mikroskopet kan det endnu gaa an; men felen, — nei det er forbi for længe siden.»
Ossian har lagt sin telyn paa loftet, men istedet gavner han menneskeheten med et andet instrument, som hans berømmelige keltiske navne ikke godt kunde ha nogen anelse om — mikroskopet.
