Men for hende var dette igrunden kun midler, en nødvendig vei til det usynlige, den indre frigjørelse som var det det kom an paa.
Der er en himmelvid forskjel mellem det som fru Collett kaldte den kvindelige følelses emancipation, — og det som naturalisterne kaldte den frie kjærlighet.
Da bohemerne paa ett punkt kom til samme resultat som hende og krævet prostitutionens avskaffelse, tok hun heftig avstand. Hvad hun vilde var vern mot det aller skjændigste og hæsligste misbruk av «menneskelivets dypeste og ædleste stof»; hvad der laa paa bunden av bohemernes kamp, var, naar det kom til stykke ikke andet end raa mandfolks krav paa «bedre vare».
Helligholdelsen av dette «menneskelivets ædleste og dyreste stof», den kvindelige kjærlighet, var fru Colletts livssak og hovedindholdet i hendes produktion, det var brustet frem av hendes ungdomsoplevelse; alt hvad hun har skrevet er med mangfoldige traade knyttet til hendes ungdoms dagbøker.
Da hun i sin lange, lange enketilværelse rotløs og hjemløs flakket om mellem Europas byer, hadde hun sine dagbøker med sig, tok dem ofte frem og meddelte sig gjerne til sine venner.
Welhaven levet altid i hendes sind.
Engang hun sat i kirken ved en av sine sønners konfirmation, glemte hun alt omkring sig, hendes drømme vaktes ved orgelets brus, men det hun saa for sig, var ikke det som virkelig foregik, —
