Side:Gerhard Gran - Norsk aandsliv i hundrede aar 3.djvu/106

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
100

hendes stemninger svinger mellem lys og mørke, mellem ydmyg underkastelse og oprør, mellem syngende haab og sønderknusende fortvilelse.

En og anden gang ser hun forholdet med dræpende klarhet, og hendes hete elskov er paa nippet til at springe over i sin motsætning: «— — — O, den sindige betragter! han vil studere naturen, samle notizer til sin menneskekundskab, og han betragter mig som en gaade, det skal gjøre ham en interessant umage at løse, — men langsomt, langsomt og forsigtig, skal den kunne berige hans erfaring. — O, dette menneske, hvad ondt maa jeg have gjort, at min ungdom skal gaa saaledes hen! — — — jeg frygter ham — Tiltroe kunde jeg aldrig fatte til ham; jeg vilde før give mig under en tigers beskyttelse end hans, hvis en overhængende fare truede mig. Den første vilde sønderrive mig, men han vilde møde mig med sit forundrende blik og kolde sarkastiske smil.»

Dagbøkerne er fru Colletts første litterære bedrift og kanske ikke den ringeste; op av de skiftende stemninger og sterkt følelsebetonede refleksioner vokser allerede de tanker som senere bar hendes livsverk; endnu er de helt fæstet i hendes inderste hjerterot.

*

Et par aar efter at forholdet til Welhaven var i opløst, skrev hun til Jonas Collett om det skrin hvori hun gjemte dagbøkerne og brevvekslingen med Welhaven, — «mit allerhelligste skrin. Dette