burg, fulgte hende hjem. Der var adskillig lystighet paa prestegaarden den sommer, og Camilla var med med liv og sjæl. Slik saa det ialfald ut; ofte var det vel maske, opstramthet hvormed hun søkte at flygte fra den nagende kvide. Hendes beundrende veninde berømmer hende i et brev fra denne tid for hendes gratiøse munterhet, men tilføier: «den er nok ofte forceret (jeg ved jo, hvorledes du ofte med blødende hjerte har spøgt og leet); men du gjennemtrænges tilsidst saaledes selv af den, at den falder let og naturlig.» — Dette ligner mere bevisst arbeide med sig selv end umiddelbar ungdomsglæde.
Camilla gik alene med sin hjertesorg, en gang imellem kunde der vel undslippe hende et suk eller en klage likeoverfor den kjære veninde; men hendes egentlige fortrolige var hendes dagbok. Naar alt var blit stille i prestegaarden, sat hun paa sit ensomme kammer i nattens taushet og betrodde sin kvide til papiret. Disse dagbøker er desværre endnu ikke offentliggjort i sin helhet, men de utdrag, som hendes søn har skjænket os er dog tilstrækkelige til at gi os en levende forestilling om deres indhold. — Uophørlig sitter hun og ruger over sit hjertes bevægelser, borer sig ustanselig ind i selvransagelse og i ransagelse av ham, hvert av hans ord, hver av hans miner, hvert tonefald, hvert flygtende smil, hver flertydig sætning i hans breve; uten stans hengir hun sig til denne pinefulde og lokkende analyse, mens
