Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41

nyde med — alt uden at kunne faa et ord henvendt til sin udvalgte. Han maatte passe hende op paa hendes spadserture, og endelig lykkes det ham engang, da hun med sin strenge søster var standset ved en lygtepæl, hvor denne talte med en bekjendt, at komme bag pælen og liste et brev i hendes haand. At faa dette besvaret, var en meget vanskelig sag for den unge pige; men kjærligheden er opfindsom, og det skede da omsider ved en velvillig kirketjener eller paa anden maade. Welhaven kom da igjen til Cammermeyer, fortalte, at det var afgjort mellem hans datter og ham, og udbad sig hans faderlige velsignelse. Cammermeyer svarede: »Ja, Else har bekjendt det for mig;« men det havde sine store vanskeligheder, ikke blot paa grund af hans ringe stilling og lange udsigter, men allermest fordi han var en mand, som tog del i det selskabelige liv og baade dansede og spillede. Det maatte dog gaa, og allerede i sit 21de aar blev Else gift med sin kapellan 15de april 1806.«[1]

  1. D. Thrap: Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarhundrede. II, 311 ff. — Nedskrevet efter Elisabeth Welhavens mundtlige meddelelser.