Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
20

iøvrigt noksaa ovenpaa og selvgod, undrer sig med passelig malice over det, som er lidt anderledes end det, man er vant til at se hver dag, har ikke mere at bestille, end at der blir fuldt op af tid til at beskjæftige sig med sin næste, lader revolution og reaktion og atter revolution gaa hen over sig, uden at pulsen gaar synderlig hurtigere for det. — Ensformigt og tarveligt er dette liv, et par selskaber om aaret i de gode huse, med god mad og mange vine og sange og taler; taler for fædrelandet og for sjøfart og handel, og sange om mad og drikke og de velædle verters udmerkede egenskaber. —

En musikalsk klub og det »dramatiske selskab« er aandslivets blomster; i theatret spiller man Iffland og Kotzebue, og byens borgere og deres hustruer og døtre er de tildels udmerkede skuespillere; overkrigscommissær Mohr og kjøbmand Erichsen, jomfruerne Grib og Bøschen siger sine replikker med slig følelse, at de »veldædige« taarer flyder nedover de brave matroners kinder. Hjerterne strømmer idetheletaget let over i denne tid; paa Frerrik VI’s, Christian Frederiks,

    ikke overtræffer, med Hensyn til Farvens Skjønhed og i Størrelse, de Lopper, man har grebet i Christiania.« 

    W. Konow: Breve, p. 180.