Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
19

selv eller hente over Fillefjeld. Her er intet uden Prosa«.[1]

Bergen var dengang i endnu høiere grad end nu udelukkende de merkantile interessers og derfor spidsborgeriets by; der var mere tradition og mere dannelse inden handelsstanden end i andre norske byer, men man maa dog ikke gjøre sig nogen høi forestilling om byens kultur. Der var endel forretningshuse, hvis formuer havde bestaaet i flere generationer, hvis indehavere var konsuler og hofagenter, hvis hustruer derfor var fruer, og hvis døtre var frøkener; disse familjer holdt paa sin fornemhed, blev seet op til af sine medborgere og vidste at hævde en social position gjennem pengemagt og fine manerer, som de havde lært paa sine udenlandsreiser. Der er megen patriarkalsk uskyldighed og ikke saa lidet humør i dette liv, men liden sammenhæng baade med det, som hændte hjemme, og med verdensbegivenhederne. Postgangen er utrolig langsom, og ikke er der nogen, som lider under det; man lever sit eget liv, føler sin by som det vigtigste, skjeler med skinsyg paapasselighed til den voxende hovedstad,[2] er

  1. Pavels, ib. p. 205.
  2. »Attraperes f. Ex. en Loppe i Bergen, da skal der, førend man beskriver den, undersøges om den