Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


dem«.[1] Men Wergeland, og de som med ham vilde fornorske, var Raahedens Represæntanter, var Hjemmefødninger, Bondeparti, Myseostædere og Akkevitdrikkere m.m., samt »Sprogflikkere og Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben med den goveste Uvidenhed og den latterligste Inkonsekvents fortvivlede og sammenjaskede vore Dialekter i vild Uorden«.

Men som bekjendt var Wergeland ikke den, som lod sig forbløffe. Han fortsatte uforstyrret sit Fornorskningsstæv. Ikke blot i Viser og Folkeskrifter, men ogsaa i høiere Digtning, ja endog i Prædikener, indførte han Udtryk fra Dialekterne. De maa dengang have taget sig yderst oprørske ud.

Ankerne over Plan- og Smagløshed etc. var delvis berettigede. Man kjendte jo ikke Folkesproget. Vidste lidet om dets Rigdom, anede neppe dets Selvstændighed, havde intet Begreb om, hvordan det skulde skrives. Wergelands Forsøg kunde saaledes ikke føre langt. Men et mærkeligt Vidnesbyrd om den unde Seers fremtidsanende Evne var det, at han overhoved under disse Omstændigheder kunde fatte Ideen om en norsk Sprogudvikling ved Dialekternes Hjælp. Hans Afhandling om »Sprogreformationen« har endnu Interesse, og vi ser af den, i hvilken Grad det var ham Alvor med Sagen, og

  1. Prof. Olav Skavlan: »Henrik Wergeland. Afhandlinger og Brudtykker.«