Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
I.

Lang og bitter hav vor Maalstrid været.

Den begyndte, som det ny-norske Aandsliv overhovedet, med Henrik Wergeland. Denne rige Aand strak til overalt.

Søn af en Sognegut og opvokset blandt Folket havde han Betingelser for »Maalstræv«, og stor var den Forargelse, han vakte med sine Ideer om en »norsk Sprogreformation«. At optage norske Ord og Udtryk i Skriftsproget føltes dengang som Barbari, og at »bryde Sprogfællesskabet med Danmark« var det samme som at bryde med selve Kulturen.

Som man paa Theateret kun taalte danske Skuepsillere, saaledes forlangte Sprogfølelsen, at ogsaa Sproget holdtes rent. For Norskhed altsaa. Fremmede Ord havde man intet imod. Ved dem blev bare Sproget endnu mere civiliseret. Det var en Tid, da man næsten lagde an paa at mixe. »En Ting var ikke overdreven, den var exorbitant; det hed ikke Udgydelser, men Expectorationer; en slet Ting var et Pecorale osv.« »Alt norsk, hjemligt var simpelt, plat; alt udenlandsk var Tegn paa noget europæisk, aristokratisk, belevent, fint som tiltalte