mellem Folkets Dele, en social Nødvendighed tilsiger.
Folkesprogets Indførelse som Undervisningsgjenstand i de høiere Skoler kan da formentilig ikke betegnes som nogen hensigtsløs Foranstaltning.[1]
— Men som Skolefag maa da Landsmaalet have en bestemt Form?
Naturligvis.
Man vælger den af de foreliggende Former, som synes mest praktisk for Øiemedet. Øiemedet er, som sagt: ikke at indøve et nyt Kultursprog, men at meddele et vist Kjendskab til Grundtrækkene i et Folkesprog; og dette kan ske, hvad enten man lægger den ene eller den anden Skriftform til Grund.
Hvordan bærer man sig ad i dansknorsk? Her er jo ogsaa Forskjellighederne mellem Forfatterne »store nok«. Man holder sig simpelthen til, hvad der for Tiden mest almindeligt skrives. I Landsmaal forholdes der ligedan. I Tvivlstilfælde
- ↑ Der tales ogsaa om »Tvangsforanstaltning«. Er det mindre Tvang, naar Middelskolens Elever maa lære tysk? Eller naar vi Landsfolk maa lære dansknorsk? I Tilfælde af denne Art spør man: er det hensigtsmæssigt, at det og det Fag læres i den og den Udstrækning? Eleverne maa saa tage Timeplanen, som den er bleven bestemt. Man gaar ud fra, at de som Voxne vil vide at sætte Pris paa det lærte, og af den Grund forsone sig med den »Tvang«, der jo paa en Maade er forbunden med al Undervisning.
