Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Selvfølelse og indre Kraft, at de formaar at hævde sig overfor Bymaalene (intet Knot mere!), om end paavirkede af disse, — da først kan den Vexelvrikning mellem Taleformerne opstaa, som skal føre til et fælles og norsk Kultursprog. —

Prof Storms Polemik er imidlertid særlig rettet mod vort næste Krav: at Folkesproget ogsaa skal ind i de høiere Skoler, nemlig som Led i Norskundervisningen.

Naar dette Krav tildels har sat ondt Blod, saa er det atter, fordi »Landsmaalet« misforstaaes. Man opfatter det som et »nyt Sprog«, der skal »indføres« osv.

Jeg antager, at Betænkelighederne vil bortfalde, saa snart en rigtigere Opfatning trænger ind.

»Landsmaalet« som Led i de høiere Skolers Norskundervisning betyder, at hele Nationen bør kjende Folkesproget, ligesom hele Nationen faar Kjendskab til Skriftsproget; — dette og intet mere.

Herimod synes ingen alvorlig Indvending at kunne reises; forudsat altsaa, at Norskhedsrædselen virkelig er overvunden.

Lige til nu er Folket delt i to Afdelinger, der kun i temmelig udvortes Forstand kjender hinanden. De betragter altsaa hinanden med temmelig megen Mistillid. Mande unødige Misforstaaelser følger heraf, og den nationale Enhed fremmes ikke paa den Maade. Der er heller ikke nogen, som har Interesse af, at der opretholdes en større Kløft