Gjennem Landsmaalsformen, eller om saa skal være: Landsmaalsformerne, skal altsaa Folkesproget ledes ind i vor Kultur og støtte denne i dens Udvikling og Norskhed.
Men ad den literære Vei alene vilde ikke meget opnaaes. Paavirkning fra andet Hold kunde magelig neutralisere hele Virkningen af vor Smule Landsmaalsliteratur, ja hvem ved: kanskje overveie den. (Man maa bl. a. erindre, at vor Hovedstad har svensk Theater omtrent til Stadighed).
De levende Dialekter selv maa samtidig kunne virke. Altsaa maa de faa leve; og her har Maalmændene sin anden (eller ligesaa gjerne første) Hovedopgave.
Der maa sættes en Stopper for Bygdemaalenes Forkvakling. De maa faa den Ro, ethvert Sprog trænger for at kunne leve sit Liv.
Skriftsproget skal ikke udestænges. Som vi ikke bliver tyske af at lære tysk, bliver Bygderne heller ikke danske af at lære dansk (eller dansknorsk). Kjendskab til fremmede Sprogformer er udviklende.
