skreven«, lettere at bruge, friere, dels fordi den er den mest kjendte og lettest læste. Enkelte af os ældre, som i tidligere Tid kan have opponeret adskilligt, drages endogsaa tildels henimod Aasen igjen. Erfaring lærer os, at han alligevel ikke har været dum, den gamle. Han er ikke god at komme forbi. Naar han kaldte sin Skriftnorm en Generalnævner, saa var der dog noget i det. Alle Dialektforskjelligheder finder i hans Form sin Forklaring. Bygdemaalene bliver i den ikke blot mere tilgjængelige for hverandre; hvert enkelt af dem bliver ogsaa mere gjennemsigtigt for sig selv. Og saa har vi opdaget, at Aasens Form er modtagelig for Udvikling. Livskraft er Tillempningsevne; Normalformen har den Evne. Den kan tilpasses. Den kan afkaste overflødige Ting, og den kan taale Fornyelser. Den skrives lettere og friere nu end før; derfor kan den ogsaa samle flere. Det Kaos, Prof. Storm spaar, er der ikke netop nu nogen overhængende Fare for.
En vis Forvirring er der. Men ma faar vel ikke Udvikling for bedre Kjøb. Og al den Stund Forvirringen ikke besværliggjør Læsningen af Folkesprogets Literatur (den læses nu mere end nogensinde), har denne Forvirring lidet at betyd. Vor Opgave er ikke at levere et Mønster paa korrekt Grammatik. Vor Opgave i den fælles Sprogudvikling er: at paavirke Sprogfølelsen i norsk Retning samt at fremskaffe Materiale til Fornorskningsverket. Begge dele kan bekvemmelig ske, om der
