Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Om »Landsmaalet existerer« er derimod en forholdsvis underordnet Sag, — omtrent som det for dansknorsken er relativ uvæsentligt, at den for Tiden mangler en fastslaaet ensartet Skrivemaade.

Dialekterne existerer ikke blot; de lever et ligesaa friskt Liv som Bymaalene. De har ogsaa enkelte andre Fortrin, saaledes det for Nordmænd ikke uvæsentlige, som Prof. Storm antyder ved at kanlde dem norske. I Virkeligheden er de det eneste norske, vi har. Det eneste oprindelige, det eneste, der har fulgt Folket gjennem alle Skjæbnevexlinger, det eneste som har historisk Tradition, som forbinder det nye Norge med det ældre og gamle. De er ikke blot, som Prof. Storm siger, »vakre«, »poetiske«, med »Toner, hvortil Kultursproget ikke har noget fuldt ud tilsvarende«; de indeholder Summen af, hvad dette folk har tænk og følt, lever og erfaret i hele sit Livs Løb, er med et Ord sagt: vort eneste virkelig »nationale«. Jeg tror ikke, der er nogen videre Meningsforkjel om det. At dansken er noget senere og udenfra tilkommer, et Moment i Folkets Liv — hvor stor Betydning end dette Moment har havt og maatte faa —, ved vi alle.

Og fordi Bygdemaalene er dette oprindelige i Nationens Liv, dette »nationale«, — derfor er det jo ogsaa, at man nu fra alle Sider indrømmer dem Ret til at øve Indflydelse ogsaa paa Kulturmaalet. Folkesproget er Fornorskningens Kilde.