Ogsaa i Spørgsmaalet om »fint og ufint« maa der efter Omstændighederne indrømmes det Individuelle Skjøn et vist Spillerum. Jeg sætter Prof. Storms Skjøn meget høit i denne Henseende. Men alligevel er han kanske af og til for sikker.
Naar Knudsen tildels havde vel stor Hast med Fornorskningen, saa bør det til hans Undskyldning mindes, at han ogsaa havde Tanke for — Landbefolkningen. Han vidste ligesaa godt som Wergeland, hvor vanhjulpne vi Bønder er med det sædvanlige, af Fremmedord opfyldte Skriftsprog, og han vilde der skulde tages Hensyn hertil. Desuden vidste han, at vilde Skriftsproget virkelig blive vort Fællessprog, saa fik det skynde sig lidt; ellers skabte Landsfolket sig et eget Sprog ud af Dialekterne og en efter hans Mening farlig Splittelse vilde opstaa. —
Med al Kritik indrømmer imidlertid Storm, at Udviklingen gaar i norsk Retning, langsomt men sikkert, og maa saa gjøre. Han paaviser selv, hvorledes norsk Udtale og norsk Sprogfølelse er i Væxt. Dette er for mig Hovedsagen.
Det gjælder, mener han, kun om at have Taalmodighed. »Lad Skriften svare til vor Tale saa nær som rimeligt er, og vælg det bedste af Talesproget«; »lad Sproget være et bekvemt, greit og sandt Udtryk for Talen, saa norsk som Talen virkelig er blandt dannede Folk«; forøvrigt »daar det komme lidt efter lidt, eftersom Sproget voxer i
