ning her. Men som af Prof. Storm fremhævet er det kun i en betinget Forstand, at Skriftsproget kan øve ledende Indflydelse.
Naar Storms Kritik alligevel tildels virker uretfærdigt, kommer det af, at Storm, som Knudsen, tror vel meget paa et »landsgyldigt dannet Talesprog«. Faktisk er vi indtraadte i en sproglig Opløsnings- og Overgangsperiode, da der intet virkelig landsgyldigt existerer, være sig paa den ene eller den anden Side. Hver By har ligesaa sikkert sin Dialekt som hver Bygd sin. Dette giver sig jo ogsaa Udslag i Literaturen.
Det er, som Prof. Storm siger, ikke blot i Landsmaalet, at »omtrent hver Forfatter har sit Sprog«; »ogsaa i det dansk-norske Skriftsprog er Forskjellen stor nok«. Selv Knudsen vover ikke at paastaa med end, at det »i 19 af 20 Tilfælde« er — og det endaa kun »saa nogenlunde« — afgjort, hvad der er landsgyldig dansknorsk Tale; og Storm synes enig heri. Mindst hvert 20de Tilfælde skulde altsaa i alle Fald være usikkert, og det vil ikke sige lidet i et Kultursprog. Under slige Omstændigheder bliver Dommen om det landsgyldige særdeles ofte afhængig af det rent individuelle Skjøn; og Knudsen har vist oftere været i god Tro end Prof. Storm synes at forudsætte.
Ja det er Tilfælde, hvor jeg ligefrem maa give Knudsen Ret imod Storm; dette vil hænde flere. Naar det ene subjektive Skjøn sidder til Doms over det andet, gaar det saa.
