lig afsvækket. Man kunde næsten sige helt borte. Prof. Storm, de Sprogkonservatives Fører, vil selv Fornorskning. Og den Bog, hvori han udtaler dette, modtages med Anerkjendelse af — saavidt vides — alle Konservative. Om maaske ikke først og fremst for dens Dyders Skyld, saa ialfald med dens Dyder.[1]
Overfor Knudsens Maalstræv er Prof. Storm i visse Maader skarpest, men ikke paa Grund af dets Norskhed. I Virkeligheden anerkjender han det Knudsenske Princip. Hans Kiritik gaar nærmest ud paa at eftervise, at Knudsen ved mangelfuld Gjennemførelse af Principet tildels modvirkede sin Hensigt.
Her vil man vistnok i Hovedsagen give ham ret. Maaske undervurderer han i nogen Grad »Maalrenskningens« Betydning. Men han har ret i, at Knudsen brugte Gartnersaxen vel voldsomt.
Og hans sproglige Smag var ikke sikker. Da dertil hans Retskrivning ikke var synderlig Principfast, saa blev hans Sprog noget af et »Kraakemaal«, som skræmte Folk. Han kom endog delvis i Modsigelse med sig selv, idet han paa den ene Side opstillede Talesproget som Norm og paa den anden Side fordrede, at Skriftsproget skulde gaa foran Talesproget i Norskhed. Det er vistnok en Vexelvirk-
- ↑ Som et Vidnesbyrd i samme Retning tør maaske ogsaa anføres den Gjæstfrihed, som »Morgenbl.« ny, ved at indtage nærværende, udviser overfor Landets for Tiden maaske mest berygtede Maalbandit.Forf. Anm.
