Hvor langt vi er komne i Retning af Mulighed for en gjensidig Forstaaelse, sees maaske bedst af, at der fra »modstræversk« Hold kan fremkomme et Skrift som Professor Johan Storms sidste (»Norsk Sprog — Kraakemaal og Landsmaal«, oprindelig trykt i »Morgenbladet«).
Dette Skrift leverer en Kritik af Maalstrævet i begge dets Hovedretninger, og denne Kritik er skarp. Seet fra et Maalmandsstandpunkt er den ikke engang altid retfærdig. Men Tonen er en anden. Det er ikke »Brøl«; det er Diskussion.
Professor Storm er aldrig fanatisk. Han spaar os Død og Undergang; det er sandt. Og han har megen Moro af vore Misgreb, som Overhoved af de Vanskeligheder vi har at kjæmpe mod. Men har han forlystet sig tilstrækkelig med vore Feil og Urimeligheder, glemmer han heller ikke lettelig sin Pligt som Gentleman: at anerkjende, hvad der billigvis hos en Modstander bør anerkjendes. At dette først og fremst maa regnes ham personlig til Fortjeneste, er klart.
Men hvad der betegner en forandret Tidsretning, det er, at Norskhedsrædselen er saa væsent-
