Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Modstanden mod Fornorskningen er i sit Princip brudt.

Vi har ikke længere noget Parti, der kan kaldes dansk eller »danomant«; alle Nordmænd vil egentlig Fornorskning.

Man ved nu, at vort Sprog ikke længer har eller kan have sine Rødder i Danmark. Det maa slaa Rod indenlands, om det ikke vil tørke bort. Og man har forsonet sig med denne Tanke. Man føler, at ens Sprogfølelse fornorskes, og man modsætter sig det ikke længer. Man liker, at Forfatternes Sprogtone er norsk; man forlanger kun, og med rette, at der skal skrives norsk med Smag og med Sving. Vistnok er det udenlandske endnu det fineste. Det er gjildere at være Kosmopolit end at være »norsknorsk«, og Fremmedord klinger ubetinget flottere end de hjemmelavede. Men skrives der norsk med Kyndighed og Smag, er man i al Stilhed noksaa kry over det. Det føles som en Ros nu, naar der siges om noget, at det er norsk, »virkelig« norsk. Selvfølelsen er steget adskilligt siden den Tid, da »norsk« var omtrent enstydigt med simpelt.

Fanatismen er overvunden. Vi begynder at komme ind i en normal Udvikling, hvor der ikke er absolute Modstæninger, men kun mere eller mindre fremskudte Standpunkter: Konservative som ikke vil forcere, Centrumsmænd, som glider roligt, og med Fremskridtsmænd som skyver paa efter Evne. Selv vi norsk-norske Radikalere ind-