Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


det ene norsk, men endnu intet udformet Kutlurmaal, medens det andet vistnok er Kulturmaal, men endnu ikke »selvstændigt norsk«.[1]

Men derved, at Modsætningerne er traadte tydelig frem, er ogsaa Opgaven bleven klarere. Det er tydeligvis en Art Forening af de to Sprog som maa tilstræbes. Det enes Norskhed maa forbinde sig med det andets Kultur. Da staar vi ved Maalet.

Og idet vi tydeligere skjelner Opgaven, skjønner vi ogsaa bedre hvordan den skal løses. Før har de to Retninger, den dansk-norske og den »norsk-norske«, staaet for os som Modsætninger; den ene maatte seire, den anden gaa under. Nu gryr det langsomt for de kjæmpende, at det bare er to Veie som fra modsatte Kanter fører til det samme Maal. Den »norsknorske« maa vi Landfolk gaa, om vi uden Selvopgivelse skal naa frem til Kutlur; den dansknorske er for de andre den naturlige Vei, om de uden Selvopgivelse skal naa frem til Norskhed.

Denne øgede Klarhed over Maal som over Midler er saa betydningsfuld, at jeg virkelig tror, vi kommer til at datere en Vending i Maalstriden fra omtrent denne Tid.

Sammen og samtidig med den større Forstaaelse er nemlig ogsaa noget andet af Betydning vundet.

  1. Prof. Storm kalder vistnok sit Sprog norsk; men der er ingen Grund til at tviste om Ord, al den Stund Professoren indrømmer, at samme norske Sprog kan og maa — fornorskes.