RU Holmsen saag ut som Baaten var faa-henne-rodd;„forstaar Di dette, Fru Mühlberg?" sagde ho. Fru Mühlberg var og noko forklumsa aa sjaa. „Sandeli om je kan finne ut av al denne Vidtløftighet,“ svara ho; „je tænker vi forsøker om igjen, je.“
Dei tok det vandesame Breve for seg og freista ein Gong til. Fru Holmsen hadde vondt i Hovude, so Fru Mühlberg laut lesa; kanskje var ho vel so brevsynt og, ho, naar alt kom ihop; for feitlagd og god og rund som ho der sat var ho ei Kjering som hadde vori ute i Verdi.
Som vel var heldt vesle Fanny seg roleg; ho sat paa sin vanlege Plass under det store Syborde attmed Stolen til Mor si og sauma Kjole til Rosalie.
Fru Mühlberg tok til —:
„Exam. juris. Andr. Holmsens fraskilte Hustru har henvendt sig til mig med Anmodning om at andrage hos Hr Amtmanden om Bistand til, at hendes nævnte Mand ved Overøvrighedens Resolution maa blive paalagt at udrede et aarligt Bidrag til deres fælles Barn Fanny, for hvis Alder Presteattest følger. Dette Barn skulde nemlig Faderen, ifølge det til Grund for deres Ægteskabs Ophævelse liggende Forlig, hvoraf Udskrift følger, forsørge ligesaa vel som de øvrige Børn; men da han intet Skridt har gjort til at efterkomme denne Pligt, véd Moderen, der lever hersteds i fattige Kaar, ingen
