Og Norges Indflydelse paa Fællesministeren blev ikke større i det ene Tilfælde end i det andet. I Tilfælde af Uenighed mellem Rigerne vilde nemlig Ministeren altfor godt vide, at hver svensk Delegeret repræsenterede dobbelt saa mange Vælgere som hver norsk.
Det bliver da det samme, enten Høire-Regjeringen vil kalde sit Fællesstorthing „Unionsparlament“ eller „Delegationer“. Foreningen af 1815 vil i begge Tilfælde være omkalfatret, og Norges Riges Selvstændighed vil have faaet, et afgjørende Knæk.
At der tænkes paa en saadan Fællesrepræsentation er blevet sandsynligt siden Høires Landsmøde i Aar. Programmet fik paa dette Møde en Forandring, som er talende.
Fællesministeren, ansvarlig for „begge Landes Nationalforsamlinger“, forvandledes til: Fællesministeren „ansvarlig for begge Lande.“
Ikke for Nationalforsamlingerne altsaa. I al Stilhed er der aabnet Adgang til en Ordning, hvorefer Fællesministeren bliver ansvarlig for én Forsamling, der repræsenterer begge Lande, d. v. s. „Delegationer“ eller Unionsparlament“. — i begge Tilfælde: unionel Fællesreæsenation.
Maaske tror man, at vi kan gaa med paa alt, hvis vi til Gjengjæld opnaar „Realiteten“: egne Konsuler. Hertil kan svares med Statsminister Steens Ord i Storthinget 1892: „Realiteternes Realitet, er dog her at værne om og bjerge det, som er Norges Selvbestemmelsesret.“
