Den svenske Statsmand De Geer har i sine
Minnen tænkt sig Fællesministeren ansvarlig for
begge Nationalforsamlinger paa den Maade, at han
alene skulde kunne tiltales, naar Storthing og
Rigsdag derom blev enige. Dette vilde vel bare
være en ny Maade at gjøre ham „uansvarlig“ paa.
Heller ikke Emil Stang har kunnet paavise nogen ny „Udvei til at gjøre Udenrigsministeren fælles“. Man har oftere spurgt ham, hvorledes han har tænkt sig Ordningen af Fællesministerens Ansvar; men der har til Dato ingen Oplysning været at faa.
Men maaske skal det gjælde for et Svar, at der fra Høires Side saa ofte henvises til Johan Sverdrups Udtalelser i 1886?
I det Aar fremkom Sverdrup med nogle Bemærkninger om, hvorledes han for sin Del tænkte sig en Ordning med Fællesminister. Sagen forelaa ikke, og hans Bemærkninger var rent personlige, saa han fik ikke noget Svar; Spørgsmaalet om Udenrigsministeren var dengang „fra alle Hold skudt i Baggruden“ (H. E. Berner). Og selve hans Tanke var saadan, at hans gamle Venner vel bare maatte spørge sig selv, om den kunde være ment —: Udenrigsministeren skulde gjøres ansvarlig for „Delegationer.“
Ikke bare dømmende Delegationer som de, der blev foreslaaede af den 1ste Unionskomite, men kontrollerende Delegationer. Hvad vil det sige? Hvad er Delegationer, som vælges af begge Riger og træder sammen for at øve konstitutionel Kontrol? — Det er bare et andet Ord for Unionsparlament.
Om dette Parlament var sammensat af lige mange norske og svenske eller af færre norske end svenske, — Sammenrøringen var ialfald i Gang.
