Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Folk, at denne Norges Ret ikke kunde fyldestgjøres paa mere end én Maade.

————————

Ved det følgende Valg opstillede begge Partier Ordningen af de udenrigske Anliggender paa sit Program. Venstre seirede; men da dets to Grupper („rene“ og „moderate“) ikke kunde enes, overtog Høire Regjeringen (E. Stangs 1ste Ministerium). Forhandlingernes Vei blev da paany betraadt.

Men ogsaa for Høire mislykkedes Forsøget. Man opnaaede den Indrømmelse, at Udenrigsministerens Svenskhed ikke skulde nævnes i Lovens Text. Men i Præmisserne blev det til Gjengjæld fra begge Sider udtrykkelig fastslaaet og erkjendt, at svensk skulde han være. Og for at opnaa dette hvde den Stangske Regjering (28de Jan. 1891) maattet tie til en svensk Protokoltilførsel om, „at hverken Rigsakten eller nogen anden unionel Lov indrømmer Norge Deltagelse i de diplomatiske Sagers Behandling“, — en Paastand, der var ligesaa uefterrettelig som for Norge krænkende. Regjeringen havde ogsaa maattet gaa med paa den svenske udvidende Fortolkning af Begrebet „Fællessager“ (se ovenfor).

Det Stangske Forslag blev forkastet i Sverige som i Norge. Storthinget fastholdt gjennem Berners Dagsorden „Norges Ret som selvstændig Rige til fuld Ligestillethed i Unionen og dermed dets Ret til paa konstitutionelt betryggende Maade at varetage sine udenrigske Anliggender“ samt udtalte „Forvisningen om, at det norske Folk aldrig vil bifalde en Ordning, der kan blive en Hindring for Gjennemførelsen af Norges fulde Ret paa dette