Efter Afgjørelsen i 1871 begynder den langvarige indre Forfatningsstrid, som ved at styrke Folkemagten skulde sætte Norge istand til under parlamentariske Forhold med nye Kræfter at gjenoptage sin Selvstændighedskamp.
Denne satte in paany, saasnart Forfatningsstriden var til Ende.
Allerede Vetospørgsmaalet var blevet søgt omgjort til en unionel Sag. Tre svenske Statsraader afgav den 6te Marts 1884 følgende Erklæring: „Unionen forudsætter og betinger, at der ligesaalidt i Norges som i Sveriges Grundlov maa kunne vedtages Forandringer uden Kongens Samtykke.“ Det var i ny Form KRavet fra 1860: Norge skulde paa Grund af Foreningen ikke ene kunne raade over sin Grundlvo efter sammes § 112. Dette Forsøg blev dog uden Betydning.
Hvad der tvang det unionelle Spørgsmaal frem igjen, var den Omstændighed, at Sverie i 1885 paa egen Haand omordnede sit Udenrigsstyre. Herved
blev Norges Stilling i væsentlig Grad forværret.
