Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/4

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

„Jeg skal aldrig glemme, hvad Nordmændene gjorde og hvad de kunde have gjort i 1809," skrev Adlersparre siden. —

Men for at faa Fred med Rusland havde Sverige maattet afstaa Finland og blev derved fra en stor til en liden Magt. Dette kunde de svenske Herrer ikke taale; et dybt Had til Rusland opstod. Og Hovedtanken i svensk Politik blev: Finlands Gjenvindelse.

Derfor var det, at den franske General Bernadotte (Karl Johan) blev valgt til Sveriges Kronprins i 1810; man troede, at Sverige gjennem ham skulde komme i Forbund med Keiser Napoleon. Ved dennes Hjælp skulde saa Finland faaes tilbage.

Men Karl Johan var aldeles ikke Napoleons Ven. Han søgte tvertimod Forbund med sin gamle Herres Fiender, og da først og fremst med den Magt, som Svenskerne havde paakaldt hans Hjælp imod, — nemlig Rusland. Og for at blive Venner med Rusland, opgav han Finland. Czaren skulde faa beholde dette sit „Rov" i Ro. Svenskerne fik den Trøst, at de i Finlands Sted skulde faa en ny Provins, — nemlig Norge.

Da vaagnede den gamle Tanke om Norges Erobring til nyt Liv. Nu skulde det ske; 3 Aar efter 1809. Til Norges Betvingelse skulde i Tilfælde ogsaa russiske Soldater anvendes. Karl Johan fik Løfte herom, mod til Gjengjæld at love, at han vilde deltage med Rusland og dets Forbundne i Kampen mod Napoleon.

Ingen spurgte om Nordmændenes Vilje. Derimod søgte man Englands, Preussens, Østerriges Samtykke. England vred sig en Stund. Den Maade, hvorpaa man her vilde behandle et fredeligt Folk, der ingen havde fornærmet og ingen vilde for-