Det var i Anledning af denne Sag, at
Spørgsmaalet om diplomatiske Sager kom paa Bane.
Protokolkomiteen af 1827 henledede Opmærksomheden paa, hvor vigtigt det var „for Norge og for Kongen som norsk Konger at have særskilte norske diplomatiske Agenter i de Lande, med hvilke Norge nærmest staar i Forbindelse.“ Havde Norge havt sin egen Gesandt i London, vilde denne Sag „aldrig have faaet det Udfald som den fik.“ Disse Udtalelser blev enstemmig vedtagne af Odelsthinget, hvor flere Medlemmer af Storthinget i 1814 havde Sæde. At eget norsk Diplomati havde „Medhold i Grundloven“ blev udtrykkelig udtalt.
Storthinget, som indsaa, at Tidspunktet ikke var heldigt for Løsningen af denne store Sag, indskrænkede sig imidlertid til i en Adresse at anmode Kongen om at tilstede den norske Statsminister og de øvrige konstitutionelle Raadgivere Deltagelse i Behandlingen af de diplomatiske Sager.
Karl Johan svarede, at han vilde fremgaa som hidtil. —
Omkring 1830 forandredes den herskende Aandsretning i Europa. Femmagtsforbundet (dne hellige Alliance) opløstes, og med Julirevolutionen begyndte en mere frisindet Tid. men Karl Johan fortsatte sin reaktionære Politik, som om intet var passeret.
Hans Grundlovsforslag skulde nu forelægges for Thinget 1836. For at stemme Nordmændene til Eftergivenhed besluttede han da at gjøre dem en Indrømmelse med Hensyn til Behandlingen af de udenrigske Sager. Ved Resolution af 13de April 1835 bestemtes, at et norsk Statsraadsmedlem skulde „være tilstede“, naar fælles diplomatiske
