falske Foregivender og Forklaringer blev Toldvæsenet ført bag Lyset; dets Funktionærer søgtes bestukne, dets Vagter fordrevne; Vidner, som kunde blive besværlige, fjernedes; Toldvæsenets Segl blev brudte, beslaglagte Vere og Skibe bortførstes; videst blev Frækheden dreven den 28de Febr. 1819, da ligefrem Vold blev anvendt og den norske Stat ved Indbrud og Ran paa den groveste Maade forurettet og krænket.
I Henhold til optagne Forhør bestemte da Kongen, at de Skyldige skulde drages til Ansvar for Domstolene.
Men ved Hjælp af løgnaktige Fremstillinger og falske Dokumenter fik Smuglerne den engelske Regjering til at tage sig af deres Sag. Og hvad der var endnu mere besynderligt: ogsaa Sveriges Udenrigsminister (der tillige fungerede som norsk) stillede sig paa Smuglernes Side. Han gjorde dette saa aabenbart, at „det saa ud, som om han var sat til at varetage disses og ikke den norske Stats Interesser“.[1]
Utrolige var de Krav, som blev stillede fra engelsk Side. De Varer m. m., som Smuglerne ikke selv havde kunnet røve med sig, skulde Norge udlevere; den paabegyndte Retsundersøgelse skulde stanses, og istedetfor Straf skulde Smuglerne af Noge have — Skadeserstatning. Den svenske („og norske“) Udenrigsminister støttede af al Magt disse Krav. Istedetfor at „anvende sine Talenter til at gjøre den britiske Minister bekjendte med Sagen ogsaa fra den anden Side“, førte han Englands Sag mod de norske Myndigheder. Den
Redegjørelse, som Regjeringen i Kristiania havde
- ↑ Yngvar Nielsen: »Norges Historie efter 1814« S. 353.
Se forøvrigt: »Bodøsagen« var Storthingets Arkivar samt
P. C. Holsts og P. Motzfeldts efterladte Optegnelser.
