Hopp til innhold

Side:Garborg - Haugtussa.djvu/17

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent


Og langt og lengi han gjeng og flakkar;
sist stend han ør millom bratte Bakkar.
Her aldri fyrr han i Verdi var.
Men so med ein Gong han ser ein Gard.

Og glad vart han, der han stod forlegin,
og inn han gjeng og vil spyrja Vegen.
Men aldri Orde so fær han frett.
For slik ein Gard hev vel ingin sétt.

Det berre glimar og glor og blenkjer
fraa Krakk og Kraa og fraa Bord og Benkir;
og Perlur hev dei um Hals og Haar,
og Sylvstas singlar kvar Gong dei traar.

Han gløymer reint kva det var han vilde;
og alle her er so hjarte-snilde.
Dei stullar um han i Rad og Krins
med Drykk og Mat som han var ein Prins.

Han gløymer heime og alt der ute;
snart er han sessa paa Silkepute.
Der sìt han stirer og er som ør;
d’er nett han svarar, naar nokon spỳrr.