Side:Garborg - Burtkomne Faderen.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Og dette held paa,
utan Slutt.
Betre, verre;
vondt æveleg.
D’er Ormen som ikkje døyr,
Elden som ikkje sloknar.
Aah.
Den som visste kva det skal vera godt for.

Aa du der uppe — nei, nei.
Eg bed ikkje.
Kven skulde eg beda til.
Men alt Folk fær døy.
Gamle og unge.
Stort og smaatt.
Alle sloknar dei
og vert gøymde.
Sterke friske Folk
døyr for eit Godt Ord.

Men ein Arming som gjeng her
og korkje kann leva eller døy,
han skal gaa og dingla
til Domedag.
Er der Meining i slikt?