blev sendt ham fra Landet. Fader sendte en Consumptionsbetjent til ham at fordre Betaling. Endelig bekvemmede han sig dertil; han forlangte Qvittering og spurgte Consumptionsbetjenten: Kan I skrive? Betjenten, han hed Greve, var Student ; han svarede : Om Rectoren saa behager, skriver jeg Dem Qvittering paa Latin. Greve skrev en latinsk Qvittering, og Monrad spurgte Fader, om han havde flere lærde Consumptionsbetjente.
Du priser Cantor Flintenberg; hvilken elskværdig gammel Mand! Han var en Trondhjemmer; men forgjæves søger man nu her hans Lige. Han undersøgte ogsaa mine musikalske Anlæg, men da han vistnok fandt, at de ikke vare til, saa gav han sig ikke mere af med mig; jeg ærede og elskede ham ikke mindre derfor. Jeg besøgte ham ofte med Judithe paa hans Værelse, hvor der i Forstuen laae saa mange Svovlstikker paa Gulvet, at de dannede en Stabel op ad Væggen. Han nænnede ikke at give de fattige Drenge, der dengang forfærdigede Svovlstikker, Afslag, men kjøbte alt, hvad de bragte ham. Treschow holdt meget af den gamle Mand, og dette bidrog vel ogsaa til den Ærefrygt og Kjerlighed, jeg følede for ham. Fru Treschow spurgte ham engang, hvori han meente, at Lyksaligheden i et andet Liv skulde bestaae. — »Jeg mener,« sagde han, »at man opfører Musik, drikker Kaffe, spiller Tarok; gjør man ikke dette, da skjøtter jeg ikke om at komme der.« — Engang spurgte hun ham, om han ikke vilde gifte sig. »Jeg vil gjøre som Jon Drakenberg,« sagde han, »og gifte mig, naar jeg bliver nitti Aar« (dette var første Gang, jeg hørte denne Talbenævnelse).
De tre Piger, Du omtaler, Marthe, Christine og Maren, der consécutivement tjente hos vor Moder, vare Døttre af en fattig Huusmand i Asker Sogn. De havde en Broder, der haltede paa begge Been, han hed Gulbrand og var Gaardskarl hos Kjøbmand Ring; en Søster, Elen, der var meget smuk, var gift med Eieren af Gaarden Skøien ved Tydskestranden. Johannes Skøien havde efter sin første
