kommen til Christiania og havde besøgt Latinskolen. Han talte til Hersleb om Nødvendigheden af Strenghed og Tvang og betjente sig af det Udtryk: »Saadanne Drenge«. Hersleb viste paa Eleverne og sagde: »Af saadanne Drenge gjør man saadanne Karle,« her lagde han Haanden paa Stormandens Skulder. — Efter Hersleb kom Søren Monrad, der skal have været en meget lærd Mand, men ikke desmindre var Skolen ved Treschows Ankomst i den største Uorden. En gammel Kone, som blev kaldet Marthe Custos, var Pedel; hun sad paa Skolen og spandt under Læretimerne. Skolen var da inddeelt i Lectier, som man kaldte dem. Første Lectie var ikke til; anden Lecties Hører, Wahr, kunde formodentlig ikke finde Behag i Spinderokken, thi han lod Disciplene komme til sig i sit Logis. Tredie og fjerde Lecties Hører var D., kaldet Pilten, der skal have været en meget daarlig Lærer, saa at Forældrene gjerne lod Børnene læse privat, indtil de kunde komme i femte Lectie, hvor Amberg var Hører. Mesterlectien havde foruden Rector Conrector Rosted til Lærer. »Jeg skal sandt for Herren børste ham«, var Rosteds Ord, hvorfor han blev kaldet »Børsten«. Jeg behøver neppe at sige, hvilken fortræffelig Mand i enhver Henseende Rosted var.
Da jeg engang gik at see mig om paa Lofterne i Latinskolen, stødte jeg paa en heel Mængde gamle Papirer, blandt disse var en Art Dagbog, skreven af Monrad. Voltaire siger etsteds: Ah, que les savants sont sots! og her var denne Sarcasme ingen Usandhed. Noget saa smagløst og taabeligt Sniksnak, blandet med latinske Phraser! Jeg lagde Dagbogen hen igjen, hvor jeg havde fundet den. Vor Herre os frie for at skrive sligt og læse det med! Jeg saae aldrig Monrad, men jeg erindrer at have hørt hans skrigende Stemme, da han saae til en Skolediscipel, der logerede hos os, og som var meldt syg, fordi han havde stødt sit Been. »I er en lang Rækel, og en »doven« Esel er I,« sagde Monrad. — Han vilde nødig ud med Skillingen og nægtede at betale Consumption af nogle Varer, der
