Sted —, og Kongen bad sin Fortrolige, Haffner, at hjelpe ham til at gjøre hendes Bekjendtskab, men da han hørte, hvem hun var, saa opgav han denne Idee. — Med sin unge Kone levede Lumholtz i den bedste Forstaaelse, og som det lod, var hun meget tilfreds. Da han døde, om jeg erindrer ret, var han over halvfemsindstyve Aar gammel, var hun meget bedrøvet; dog giftede hun sig et Aar efter med Biskop Sigward.
Den tolvte April 1795 stod jeg til Confirmation. I de tre Aar, som vare forløbne siden vor Faders Død, havde Moder ikke givet mig andre Klæder end Værkenskjoler; hun spandt Liingarn til Rending og Uldgarn til Indslet; Tøiet blev farvet mørkebruunt, og hun syede selv Kjoler til mig deraf. Da det nærmede sig mod Confirmationstiden, lod Moder Skrædder Bader hente; han tog Maal af mig og syede til mig en elegant Kjole af sort Silketøi; Moder forfærdigede en Palatine eller Gorgerette af Melkeflor, kantet med Atlasbaand, og gav mig om Halsen, jeg fik Silkesko og hvide Alunskinds Handsker, og Fru Treschow sendte mig Aftenen før Confirmationsdagen sin kjøbenhavnske Haarskjærer, som satte Papillotter i mit Håar og kom igjen den næste Morgen for at accomodere »en boucles« efter den Tids Mode. Da jeg var færdig og saae mig i Speilet, kjendte jeg ikke mig selv igjen. Jeg kjørte til Kirken i Provst Lumholtz's Vogn med hans Livretjener bagpaa. — Paa Kirkegulvet kom jeg saa godt som aldeles ikke tilorde, da Lumholtz kun gjorde eet Spørgsmaal til mig, der ikke kunde besvares med andet end Ja. Pihl forrettede Confirmationen; jeg trak min Handske af, da jeg rakte ham Haanden med Løftet om at forsage det Onde, men hans Haand var saa stiv og kold som et Stykke Marmor, og han saae ikke paa mig, men saae sig om blandt Tilskuerne i Kirken, medens han talede til os. Jeg havde tænkt mig dette Optrin ganske anderledes. Fru Sundt og hendes Søster, Frøken Petersen, der den Dag kom i Besøg til os, sagde til mig: Jeg er
