han har faaet de Been fra, thi i min Familie er ellers ingen hjulbenet. Da Lumholtz var gaaet, loe vore Forældre hjertelig og sagde: Lumholtz maae nok aldrig have seet paa sine egne Been.
Confirmanderne hos Lumholtz vare dengang tolv Drenge, fornemmelig fra Latinskolen; der var to Brødre Randers, to Teilmann, to Flor, Jens Aars, Truels Eger o. fl.; Pigerne vare Frederike Bergersen, som Aaret efter blev gift med Præsten Jonas Rein, Karen Solberg og jeg. Det første Spørgsmaal, Lumholtz gjorde til mig, var: »Hvad har Gud skabt?« Jeg havde kiget noget i Guldbergs Theologie og svarede: »Alt hvad der er til i Rummet og i Tiden«. Lumholtz havde for Vane at lukke Øinene, naar han sad; men nu aabnede han de smaae graae Øine og betragtede mig med Udtryk af dyb Foragt; han gjentog derpaa Spørgsmaalet for Jomfru Bergersen, der svarede: »Himmel og Jord og alt hvad der er derudi«. Han talte ikke mere til mig den Dag, og siden glemte jeg aldrig Troskaben mod Pontoppidan. Engang maa jeg dog have fortalt mig, da jeg havde nævnt »Dyd«, og Dyd findes nok ikke i Pontoppidan; thi Lumholtz blev vred. Han spurgte mig, hvad Dyd var, og jeg vogtede mig vel for at svare ham, da dette vilde opbragt ham endnu mere. Gudsfrygt, sagde han, og Synd, dem kjendte han, men Dyder og Laster vilde han ikke høre tale om. Han sagde meget mere i den Anledning, men det bedste er udentvivl det, som jeg har glemt. Han kunde overalt ikke udstaae de Mennesker, som brugte deres Forstand. Colbjørnsen og Wessel vare i de Dage gangne til Hvile, og der blev holdt Sørgefest i den Anledning, hvorover han skjendte meget og sagde: »Disse Mænd havde ingen Religion.« Med de andre to Præster i hans Menighed var han stedse i Strid og Uenighed.
Den unge Fru Lumholtz var meget smuk; da Christian den ottende var bleven Konge af Norge, saae han Fru Lumholtz, formodentlig i Kirken — hun kom intet andet
