havde med hverandre ..... Der blev i det dramatiske Selskab opført Comedien »Feiltagelserne«, og Jakob Borch forestillede Tonny Lumpkin. Han sang:
Lad den skrantende Magister,
Fuld af Støv og Snuustobak,
Rode om i Lærdoms Kister
Efter alskens Pølsesnak;
Vi vil efter Bunden lede
I vor Ver ts de fulde Glas,
Der er Løier, der er Glæde,
Alt det andet er kun Fjas.
Da vi kom hjem, sagde Moder: Jeg blev ganske forskrækket, da Rode blev afmalt fra Theatret, men det værste var, at Borch endog nævnte hans Navn. Rode var vred paa Treschow, da han troede, denne foretrak de andre Lærere for ham. Paa Rasmussen var nan meget opbragt. »Han kan hverken Græsk eller Hebraisk, « sagde han, »er det en lærd Mand? — det er ikke andet end en Gap.»
23de April 1852.
Kjere, gode Broder ! Idag har jeg atter gjennemlæst dit kjere, venlige Brev fra 24de Marts, hvori Du yttrer Ønske om, at jeg skulde skrive om det for mig saa lykkelige Aar 1790; dette Ønske rører mig, og jeg maae forsøge, om det kan lykkes mig at fremstille mine barnlige Glæder og Følelser saaledes, at de kunne interessere andre. Dog, hvorfor skulde de ikke dette? Ethvert følende Hjerte røres ved Erindringen om Barndommens og den tidlige Ungdoms Glæder og Sorger.
En Ettermiddag, da Moder var gaaet ud, men Fader endnu var hjemme, kom der en fremmed Mand ind til os; Fader kjendte ham fra forrige Tider, og jeg hørte, at Mandens Navn var Moldenhawer. Han sagde, at han var kommen til Byen for en Times Tid siden og var tåget ind hos Thorns; han maatte blive her i nogle Dage, men da han havde sin Datter med sig, saa bad han vor Fader om,
