hende, om hans Nærværelse var hende imod; hun svarede ikke, men rakte ham Haanden. Derpaa hviskede hun noget, som han ikke forstod, han lagde Øret nærmere til hendes Mund og hørte: Thorborg! Thorborg, hendes Amme, var i Bergen, Tyrholm skrev strax efter hende, og det varede ikke længe, førend Thorborg stod for hende. Med Kys og Taarer faldt hun den tro Thorborg om Halsen — det var første Gang siden hendes Giftermaal, at hun havde kunnet græde, og disse Taarer reddede hende.
Da hun læste i Aviserne om Fastings Død og Begravelse, da rystede det hende stærkt, og hun faldt atter i en Sygdom; men hun kunde græde med Thorborg, og hendes Tilstand var ikke farlig. Tyrholm forestillede hende, hvorledes hun nu burde tænke mere paa de Levende end paa den Døde, og hun lovede ham at leve for ham og for deres Børn. Hun holdt Ord. Da jeg lærte at kjende hende, var hun sex og tredive Aar, og var Moder til otte Børn. En bedre og kjerligere Moder kan ikke tænkes. Hendes største Glæde var at afhjelpe Lidendes Nød, og da Tyrholm var baade en god og en velhavende Mand, saa undte han hende gjerne denne Glæde. De boede i Ladestedet Soon, og Moderen var flyttet til dem. Tyrholm havde bygget et lidet Huus til hende, hvor hun boede for sig selv. Alette havde gjerne seet, at Huset var bleven opført paa den anden Side af Elven, »thi,« hviskede hun til mig, »hun er bange for Våndet.« En af hendes Døttre, Marie, holdt sig meest til Mormoderen, de andre havde, mere eller mindre, ligesom en Skræk for hende. Alette ønskede at faae denne Datter i en Pensionsskole. »Jeg er saa bange for,« sagde hun til mig, »at hun skal blive min Moder lig.« Thorborg blev hos hende til sin Død. Da Tyrholm lod Alette afmale , omringet af sine Børn, forlangte hun, at Thorborg maatte være med. Alette overlevede ikke alene sin Moder, sin Mand og sin kjere Thorborg, men ogsaa syv af sine otte Børn. Da Tyrholm var død, og tre af hendes Døttre vare gifte og
